året. Det afstedkom en snak om foråret, de spirende planter og deres navne, og efterhånden også til en jagt på edderkopper og andet småkravl. Det varede dog ikke længe før bindingen af blomsterkransene blev sat i system, og snart var børnene i fuld gang med at forhandle reglerne for, hvordan det lille udendørs blomsterværksted skulle fungere, da personalet kun kunne hjælpe én ad gangen. Nye børn blev trukket til, og legen udviklede sig til, at de største piger satte de nyankomne børn ind i værkstedssystematikken, som havde nogle klart definerede regler for, hvor blomsterne skulle plukkes, hvor lang stænglen skulle være for at kunne bruges, og for hvordan køkulturen skulle etableres. Set udefra formede hele seancen sig til en studie i udvikling af sociale spilleregler i børnehøjde, og i børnenes evne til at give dem videre til hinanden gennem leg.

Sideløbende med blomsterbindingen var der andre som var gået i gang med at lave frokostbord til madpakkerne. Og atter andre var beskæftiget med at prøve kræfter med, hvor mange brændestykker de kunne bære. I den forbindelse begyndte vi at tale om muskler, og kroppens behov for brændsel i form af mad.

At være parate til tilfældet

Da vi hen på dagen var kommet næsten igennem brændestablen, opdagede vi en død mus som var blevet klemt ihjel, da brændestablen væltede. Det var ikke første gang børnene så hverken levende eller døde mus, men som altid var det spændende, og krævede mange svar: “Hvorfor er musen død?” “Vågner den aldrig igen?” “Er det en mandemus eller en damemus?” “Gør dens brækkede ben ondt?” “Må vi røre?” ”Hvor kommer lorten ud?” – blot for at nævne nogle af de spørgsmål, børnene fandt relevante og anskueliggørende.

“Når man er død, bliver man så til en engel?” og “Sidder den på en sky og kan se ned på os nu?”…

I løbet af ganske få øjeblikke havde hele børnegruppen samlet sig, og med børns uforbeholdne nysgerrighed blev alle ydre detaljer af musen undersøgt til bunds. Førstehåndsbiologien gav således associationer til det uhåndterlige hverdagsteoretiske: “Hvis man bliver kørt over, kan man også dø!” og “Det er derfor man ikke må gå ud på gaden!”… Og snart løftede diskussionen sig også op på filosofiens vinger: “Når man er død, bliver man så til en engel?” og: “Sidder den på en sky og kan se ned på os nu?”… Og derefter landede vi solidt på jorden igen i børnenes hverdagsliv: “Er det ikke synd for dens musekone og musebørn?” og “Hvis jeg var død, ville min mor og far savne mig rigtig meget!”

Gensidig undren

Pludselig spurgte en af børnene om musen også havde muskler ligesom et menneske. For at kunne besvare dette spørgsmål måtte vi naturligvis lukke musen op og ved selvsyn se efter, hvad det hele drejede sig om. Derfor blev der hurtigt forberedt et interimistisk laboratorium midt i solskinnet, med børnene i vild trængsel rundt om. De forreste stod i vejen for de bagerste, og vi måtte lave nogle spilleregler for, hvordan alle kunne være med ved hjælp af gensidige hensyn.

Under dissektionen kom forklaringerne på, hvad det var vi efterhånden så af kropsdele og organer, og samtidigt opstod anledningen til yderligere spørgsmål i børnehøjde. De mange spørgsmål fastholdt naturligt alle børnene i en avanceret gennemgang af kredsløbet, lunger, nyrer, lever, hjerte, ma